Borgerne i Glumsø kan snart være fælles om den grønne omstilling

Med tilslutning fra 55% af borgerne er fjernvarmen tæt på at blive en realitet i Glumsø. Nu opfordrer Glumsø Fjernvarme derfor til, at de sidste borgere tilmelder sig, så byen kan komme af med gassen og omstille til en grønnere opvarmning.

11.06.2024


Der er stor interesse for at komme af med gassen blandt borgerne i Glumsø. Det kan bestyrelsen i Glumsø Fjernvarme i hvert fald skrive under på.

 

Siden selskabet blev stiftet tilbage i januar 2023, har man arbejdet hårdt på at skabe interesse for fjernvarme i byen – og nu har hele 55% af byen meldt ud, at de gerne vil af med gassen og over på den fælles varme.

 

Det er ikke ret langt fra de 70%, der efter forventningen skal bruges, før Glumsø Fjernvarme har tilslutning nok til at kunne igangsætte arbejdet med at udrulle fjernvarme til byen.

 

Og spørger man bestyrelsesformand Vagn Holk Lauridsen, er den store interesse lige præcis den drivkraft, der skal til for at sikre byens grønne omstilling.

 

- Det er med til at drive os videre i projektet, så jeg bliver virkelig glad, når jeg ser den store opbakning. Fjernvarmen er vigtig for Glumsø, fordi den giver os en grøn, stabil og sikker varmeløsning – samtidig med at vi styrker byens udvikling og boligmarked, siger han og fortsætter:

 

- Så det er ikke bare et spørgsmål om at komme af med gassen. Det er noget, vi er sammen om. Og det er også derfor, jeg selv er gået ind i projektet og lægger meget tid i det. Vi tror virkelig på fjernvarmen, og vi arbejder hårdt for, at den bliver et godt aktiv for Glumsø.

 


Kommer med klar opfordring


Som det seneste har en boligforening i byen med 37 husstande meldt ud, at man er klar til at komme med på fjernvarmen. Og tilbage i november måned tilmeldte Næstved Kommune alle kommunale bygninger i Glumsø til fjernvarmen.

 

Nu gælder det derfor om at få de sidste borgere med – og det får Vagn Holk Lauridsen til at komme med en klar opfordring:

 

- Det er de lokale borgere, der skal bære projektet igennem, og derfor er det nu man skal melde ind, hvis man er interesseret i at få fjernvarme. Vi opfordrer fra bestyrelsen helt klart også til, at man støtter op med et indskud på 1.000 kroner, siger han og uddyber:

 

- Det er med til at sikre projektet, fordi det giver os midlerne til at få lavet alle de undersøgelser og det forarbejde, der skal til i sådan et projekt. Og så får man jo det dobbelte i rabat – 2.000 kroner – når man bliver tilsluttet til fjernvarmen.

 


Det økonomiske grundlag skal være på plads


Glumsø Fjernvarme har for nylig valgt en rådgiver i fjernvarmeprojektet, ingeniørvirksomheden Artelia, som i den kommende tid skal hjælpe med at afdække det økonomiske grundlag for fjernvarmen.

 

Først når den undersøgelse efter forventningen er færdig i december 2024, er man klar til at tage den endelige beslutning om fjernvarmen i Glumsø. Det er nemlig vigtigt, at fornuften kommer først i projektet, så man ikke ender med at brænde fingrene, forklarer formanden:

 

- Den store opbakning forpligter også. Vi skal være helt sikre på, at vi kan lave en god og ansvarlig løsning – derfor går vi ydmyge til opgaven og forsøger at afdække så mange risici som muligt. Vi siger ikke ja til noget, vi ikke tror på. Det kan man være helt sikker på, når man tilmelder sig fjernvarmen, forklarer han og fortsætter:

 

- Det tager jo bare lang tid at få fjernvarme, fordi det er så stor en investering og så meget arbejde, der ligger bag. Så jeg kan også godt forstå, hvis man er utålmodig – især hvis man har en gammel gaskedel stående. Men vi arbejder så hurtigt, vi kan på at få fjernvarme til byen.

 

Prisen for at blive tilsluttet fjernvarmen i Glumsø bliver 37.500 kroner – det svarer nogenlunde til, hvad det koster at udskifte sit gasfyr.

 

Går alt efter planen, håber man på at kunne stikke spaden i jorden til fjernvarmen i anden halvdel af 2025.


Hovedgade