30.01.2025
Der er på det seneste blevet skrevet meget om mulighederne for brug af biogas, og denne artikel er delt mange gange på Facebook, som kommentarer om Glumsø Fjernvarme: gastech.dk/nyheder/dit-gasfyr-er-blevet-groennere.
Et kort afsnit i artiklen er yderst relevant for vores fjernvarmeprojekt:
”Er biogas den endelige løsning på verdens klimaproblemer?
Selvom både biogas og biomasse (der bruges til el- og fjernvarmeproduktion) i teorien er CO2-neutrale, er energiproduktionen fra dem stadigvæk baseret på forbrænding. Og uanset hvordan man vender og drejer det, udløses der CO2, når man brænder noget af. Biogas er derfor ikke en langsigtet løsning på verdens klimaudfordringer, men et skridt på vejen, indtil man kan få tilstrækkelig med energi fra ikke-udledende kilder (vind- og vandkraft, solenergi, A-kraft, fusion etc.).”
Det er da ærlig snak fra et selskab, som vi vist alle kender som leverandør af gasfyr og service på gasfyr – men som nu også prøver at komme ind på markedet for individuelle varmepumper.
Ud fra de politiske signaler om udfasning af gassen i private husstande – og det tror vi på kommer til at ske – er vi helt enige med Gastech om, at den optimale, fremtidige løsning er baseret på elektricitet. Om det kommer fra vindmøller, sol eller A-kraft er sådan set ligegyldigt i denne sammenhæng, men vi må forholde os til risikoen for, at vi ikke kan anvende vores gasfyr om ganske få år og finde en anden løsning – i god tid før alle andre får samme ide!
Vores projekt har en indbygget fleksibilitet, som gør det muligt eventuelt at tilknytte en gaskedel. Det betyder, at vi kan udnytte biogassen til spids- og nødlast, dvs. i situationer, hvor vores varmepumper er under service eller reparation samt i perioder, hvor det er så koldt, at der er knaphed på strømmen. Alt det forudsætter naturligvis, at brugen af biogas til fælles opvarmning bliver godkendt politisk, men det er jo noget, I selv kan påvirke, næste gang I står i stemmeboksen.
Biogassen vil med stor sandsynlighed hovedsalig blive tildelt industrien, idet de tungeste virksomheder har voldsomt store energibehov til produktionen, som ikke umiddelbart kan dækkes af elektricitet. Men ved øget produktion af biogas kan det vel ikke udelukkes, at fjernvarmeværker på sigt kan gøre brug af det i korte perioder.
Vores tilgang til fjernvarme i Glumsø er på baggrund af følgende:
Det er vigtigt for os at understrege, at vi ikke er ’imod’ hverken individuelle gasfyr eller varmepumper, men vi mener altså, at vores fjernvarmeløsning er den, som i fremtiden bedst favner hele byen ud fra en helhedsbetragtning.
Næstved Kommune bad os i 2022 om at undersøge mulighederne, og en meget stor andel af byens husstande var enige om, at det skulle undersøges. Det har vi gjort, og spørgsmålet er nu: Skal vi sende projektet i EU-udbud eller skal det stoppes, før vi reelt kender de økonomiske vilkår?
Det er det vi beder jer tage stilling til med en uforbindende tilmelding … og husk, at det nu er sidste frist for at opnå en rabat på 2.000 kr. på tilslutningsprisen.
Tilmeld dig her: glumsoefjernvarme.dk/#Tilmelding
Med de varmeste hilsner
Glumsø Fjernvarme A.M.B.A.
Vagn Holk Lauridsen, formand / Karsten Christiansen, næstformand